+45 70 60 12 10 mju@advokatjustesen.dk

Nærværende blogindlæg omhandler et udsnit af nogle af de væsentligste regler i lejeloven, som trådte i kraft den 1. juli 2020.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har brug for en advokat til lejeret.

Gennemgribende forbedrede lejemål

Boligreguleringslovens § 5, stk. 2 omhandler indgåelse af lejeaftaler for gennemgribende forbedrede lejemål efter det lejedes værdi. Tidligere måtte lejen for et lejemål, som var gennemgribende forbedret, ikke væsentligt overstige det lejedes værdi.

Med lovændringen blev der justeret på denne opfattelse, og fra den 1. juli 2020 må lejen for lejemål, som er gennemgribende forbedret, slet ikke overstige det lejedes værdi – uanset om der er tale om en mindre overstigning. Væsentlighedskriteriet er dermed bortskaffet, og det medfører, at vurderingen af, om huslejen overstiger det lejedes værdi, skærpes.

Lovændringen medførte desuden at lejemål, som skal gennemgribende forbedres efter § 5, stk. 2, forinden forbedringen skal besigtiges af huslejenævnet. Huslejenævnet skal altså konstatere og godkende, at lejemålet har en stand, som forinden forbedringen muliggør en væsentlig forøgelse af det lejedes værdi.

Udlejers pligt til at oplyse de øvrige lejere

Pr. 1. juli 2020 blev der også indført en ny regel om udlejers pligt til at orientere øvrige lejere. Du har som udlejer pligt til at oplyse samtlige lejere, når der er truffet en afgørelse i huslejenævnet eller ved domstolene, som giver lejeren helt eller delvist medhold.

Det medfører, at du som udlejer inden for to uger fra en endelig afgørelse er afsagt skal give meddelelse herom til beboerrepræsentationen eller til de øvrige lejere i ejendommen, hvis der ikke er en beboerrepræsentation.

Meddelelsen til lejerne skal være skriftlig, og det er derfor ikke nok blot at fortælle lejerne om afgørelsen. Meddelelsen skal desuden indeholde tilstrækkelig oplysning om tvistens emne(r), så lejeren kan gennemskue, hvorvidt afgørelsen også kan have relevans for den enkelte lejer i ejendommen.

Du skal også vedlægge en kopi af den endelige afgørelse. Vær dog opmærksom på, at du skal overholde reglerne om behandling af personoplysninger, hvorfor du skal anonymisere personoplysningerne i afgørelsen.

» Pr. 1. juli 2020 har du som udlejer pligt til at oplyse samtlige lejere, når der er truffet en afgørelse i huslejenævnet eller ved domstolene, som giver lejeren helt eller delvist medhold. «

Oplysningspligten gælder ikke, hvis sagen alene drejer sig om en husordenstvist. Vær dog opmærksom på, at hvis tvisten vedrører flere stridigheder end husorden, så kan du stadig have oplysningspligt, hvis de øvrige stridigheder i afgørelsen giver lejer helt eller delvist medhold.

Hvis du som udlejer ikke overholder din orienteringspligt kan du straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Strafgebyr

Lovændringen gennemfører en forhøjelse af det gebyr, som du som udlejer skal betale til huslejenævnet, hvis en lejer får fuldt medhold. Gebyret hæves til kr. 6.000,00, og der er således næsten tale om en tredobling af det tidligere gebyr på kr. 2.089,00.

Hvis lejer alene får delvist medhold, skal gebyret ikke betales.